Søren Ulrik Thomsen om diktets status

Lad os kaste et blik på digtets status, som ikke er mindre sælsom end den, der indehaves af inspirationens stemme (omtalt i afsnit 6) som er tilforordnet digteren, skønt den ikke er hans fysiske, og samtidig opleves som talende til ham, skønt den ikke kommer fra en anden: På trods af, at det er forfatteren, der har skrevet digtet, rummer det en betydning, han ikke kunne have produceret uden om digtet, men denne betydning kunne heller ikke være blevet til uden forfatteren (36), og jo skarpere en formel grænse teksten forstår at trække om dét stykke tid (det være sig et minut eller et liv), hvis bortøden den repræsenterer, desto mere vidtstrakte oceaner af tid har den for sig; vi siger, at den «lever», skønt vi jo godt ved, at den er lige så ikke-levende, som en dårlig tekst er. Kunstens gådefulde dobbeltstatus kan udtrykkes i en lang række lignende paradosker som alle spidser sig til i, at værket er skabt og dog ikke skal dø, at det er uforanderligt, men til stadighed afgiver ny betydning. En sten findes, men den eksisterer ikke, et virkeligt kunstværk vil altid leve, men har i virkeligheden aldrig været levende, et menneske lever, fordi det skal dø (...).


En dans på gloser