Man må ikke blot forestille sig disse hypomnemata som en simpel støtte for hukommelsen som man nu og da kunne konsultere, hvis lejligheden bød sig. Deres formål er ikke at erstatte en muligvis fejlagtig erindring. Snarere udgør de et materiale og en ramme for øvelser, som ofte skulle foretages: læse, genlæse, meditere, samtale med sig selv og med andre osv. Man skal altså have dem procheiron, ad manum, in promptu, for nu at bruge et på den tid ofte anvendt udtryk. 'For hånden', men ikke blot i den betydning at man skal kunne gentage dem for bevidstheden men i den betydning at man skal kunne anvende dem i handling, når det er nødvendigt. Det drejer sig om at skabe sig et logos boethikos, et forråd af diskurser. (…) Og for at opnå dette, er det ikke nok, at de bare ligger i erindringens skab; de skal derimod være dybt indarbejdede i sjælen, ”drevet ind i den” siger Seneca, og således være en del af os selv, kort sagt skal sjælen ikke blot gøre dem til sine, men til sig. Nedskrivningen af hypomnemata er et vigtigt punkt i denne diskursens subjektivering.
Uanset hvor personlige disse hypomnemata måtte være, må man imidlertid hverken opfatte dem som dagbøger eller som de fortællinger om åndelige erfaringer (fristelser, kampe fald og sejre), som man kan finde i den senere kristne litteratur. De udgør ikke en 'fortælling om selvet'; deres mål er ikke at kaste lys over de arcana conscientiae, hvis mundtlige eller skriftlige bekendelser har en rensende værdi. De forsøger at fremkalde den modsatte bevægelse: det drejer sig ikke om at forfølge det usigelige, om at afsløre det skjulte eller sige det usagte, men derimod om at indfange det allerede-sagte, at samle det, man har kunnet høre eller læse, alt sammen med et formål, som er intet mindre end konstitueringen af selvet.
No comments:
Post a Comment