Jeg er overbevist om, at fremtiden tilhører ikke-volden, den tilhører forsoningen mellem de forskellige kulturer. Det er den vej, menneskeheden må følge fremover. Også heri er jeg enig med Sartre: Man kan ikke undskylde terrorister, der anvender bomber, men man kan forstå dem. Sartre skriver i 1947 i en af sine litterære og politiske kronikker om «Forfatterens situation i 2947»: «Jeg erkender, at volden, uanset hvilken form den end måtte manifestere sig i, er et nederlagsudtryk. Men det er et uundgåeligt nederlagsudtryk, fordi vi befinder os i et voldeligt univers. Og selv hvis vi medgiver, at det kun eskalerer volden at gribe til vold imod volden, så må man dog samtidig medgive, at det er den eneste måde at standse den på.» Hvortil jeg imidlertid vil tilføje, at ikke-vold er en sikrere måde at standse den på. Man kan ikke støtte terroristerne, sådan som Sartre gjorde ud fra dette princip under krigen i Algeriet og under Sorte Septembers aktion mod de israelske sportsfolk ved OL i 1972 i München. Det er ikke nogen effektiv strategi, og Sartre ender da også selv henimod afslutningen af sit liv med at sætte spørgsmålstegn ved terrorismens betydning og eksistensberettigelse. At sige, at «volden ikke er effektiv», er langt mere afgørende, end at tage stilling til, om man bør eller ikke bør fordømme dem, der hengiver sig til den. Terrorismen er ikke effektiv. Til forestillingen om effektivitet hører et ikke-voldeligt håb. Hvis der eksisterer en voldelig forhåbning, finder man den snarere i Guillaume Apollinaires poesi, ikke i politikken. Sartre erklærede i marts 1980, tre uger før sin død: «Det er nødvendigt at forstå, hvorfor verden af i dag, som er forfærdelig, kun er en etape i den lange historiske udvikling, at håbet altid har været en af revolutionens og oprørets vigtigste drivkræfter. Jeg betragter stadig håbet som min forestilling om fremtiden.»
Stéphane Hessel
Gør Oprør!
(Indignez Vous!)
No comments:
Post a Comment