Vi går hen over broen, fra indre by til Christianshavn, går langs kanalen. Hun finder nøglerne frem.
«Jeg er glad for min lejlighed,» Siger hun og låser os ind.
Gulvet i køkkenet er dækket med skakternet linoleum. På et af de hvide felter sidder der en kat. Den følger os med øjnene, uden ellers at bevæge sig.
«Den hedder Kot,» siger hun. «Det betyder kat på polsk.»
Katten er tynd, dens pels er grå med en skaldet plet i nakken.
«Den er meget ked af det, jeg ved ikke hvorfor.»
Hun åbner en dåse kattemad, tømmer indholdet ud i en skål. Katten snuser til maden, tager en enkelt bid og mister så interessen.
«Den får den dyreste kattemad man kan købe. Men dens pels vil ikke skinne. Og den vil ikke smile.»
«Kan katte smile?»
«Du ved det når de ikke smiler.»
Vi ryger en cigaret i køkkenet mens katten ser på os. Vi skodder i vasken, og jeg følger med hende ind i soveværelset.
Hun klæder sig af som var hun hos lægen, bevægelserne er stive og praktiske. Hun lægger tøjet sammen på en stol.
Hendes krop er næsten lige så vid som hendes hænder, med synlige blå blodårer lige under huden.
Jeg kan mærke hendes hæle mod min ryg. Hendes hud blusser op, og hun får røde aftegninger på brystet og inderlårene, som en allergisk reaktion.
Hendes kat betrager os fra døråbingen. Hun har ret, den smiler ikke.
Et eventyr,
Jonas T. Bengtsson
No comments:
Post a Comment